LÆR AT HÆKLE
Første række fastmasker
TIPS FRA RACHEL
FØRSTE RÆKKE FASTMASKER
Hækles ved at stikke hæklenålen ind i den lille ”perle” på bagsiden af rækken af luftmasker. På den måde bliver nederste og øverste kant på det hæklede helt ens.
Den første fastmaske skal altid hækles ned i anden luftmaske fra nålen, da den første luftmaske bruges til at vende med og udgør højden.
Sådan gør du:
- Stik nålen ned i den lille "perle" på bagsiden af anden luftmaske fra nålen og slå garnet om nålen
- Træk garnet med tilbage, så du har to løkker på din nål.
- Slå igen garnet om nålen og træk det igennem begge løkker på nålen.
Nu hækler du en fastmaske i den lille "perle" på bagsiden af den næste luftmaske på samme måde som før. Dette gøres indtil du har hæklet en fastmaske i alle dine luftmasker.